Fyrværkeri og Suppe

I den by, hvor jeg voksede op, var der en fyrværkerifabrik. Hver aften plejede de at afprøve fyrværkeriet på himlen over vores huse, og hver aften steg røde pæoner og grønne drager og sølvfakler op, så de til sidst var så almindelige som Solen selv. Nede på jorden, prøvede folk altid at være ualmindelige og bemærkelsesværdige ved at skrive deres navn i cement eller vinde gymnasieturneringer eller holde det mest storslåede bryllup nogen sinde. Jeg ønskede altid at være mindre som de andre og mere som fyrværkeriet. Og det var jeg. Åh Gud, sådan var jeg engang.

.

Nogle collegestuderende sad i båsen tæt ved og snakkede højt nok til jeg kunne høre dem over afskærmningen.

"Jeg ville hellere dø ved en trafikulykke," sagde en. "Man ville ikke engang vide, at man døde."

"Vel ville du ej, for når du dør af AIDS så er det en erklæring," sagde en pige. "Det er mere end en sygdom. Det er et martyrium. At have det gør simpelthen en person indgroet mere ædel."

Hun var meget sikker. "Og desuden ville du have mere tid, " sagde hun. "Du ville være i stand til at finde ud af, hvem der var dine venner, fordi du havde længere tid."

"Du ønsker dig bare ikke den tid," sagde den første.

"Jeg så et pragtfuldt stykke om det," sagde en anden pige. "Denne her fyr starter med at komme ud af en rigtig kiste, og så spiller han på en guitar."

Jeg rejste mig og byttede bord. "Jeg kommer lige der ovre fra," sagde jeg til servitricen.

Jeg genoptog læsningen, men mærkede en skygge over mig og så op. Det var servitricen.

"Jeg er Esther," sagde hun. "Kan du ikke huske mig? Jeg er Esther."

Et øjeblik var jeg lammet af hendes stemme, skønt jeg ikke havde nogen anelse om, hvem hun var. Det var en bemærkelsesværdig stemme til sådan en lille person, en dyb, klangfuld stemme.

"Esther," sagde hun. "Fra Catering Service."

.

Jeg huskede godt nok Catering Service fra omkring fem år siden. Da jeg læste til arkitekt, arbejdede jeg som tjener med at bære fade iklædt en skrækkelig hvid smoking. Mine venner og jeg drak sandsynligvis mere champagne end vi serverede for gæsterne, hvilket måske var årsagen til, at jeg ikke huskede denne blege pige.

En anden kunde kaldte på hende, og jeg vendte tilbage til mit blad. Men efter at have samlet de småmønter den anden efterlod som drikkepenge, kom hun tilbage.

"Jeg er sikker på, du har spekuleret på, hvad der blev af mig," sagde hun, og den overraskede mig igen, stemmen af hvid velour fra den fladbarmede brystkasse. "Jeg var nødt til at tage hjem for at passe min far. Han var syg, og så døde han, og så blev min bror også syg." Hun skænkede mere kaffe til mig, kaffe som jeg ikke havde bedt om. "Men nu er jeg tilbage i New York," sagde hun.

"Godt," sagde jeg; stadig uden nogen idé om, hvem hun var.

"Og det er du også," sagde hun.

"Jeg har altid været her," meddelte jeg.

Hun gik for at tage mod en bestilling, og da jeg fulgte hende med øjnene, fangede jeg et glimt af en af de talende studerende, en storøjet pige, der var ved at tage en pels på. Jeg sendte hende et smil, og hun smilede tilbage, og tog pelsen en smule langsommere på. For et år siden kunne jeg have haft hende uden så meget som at købe hende en drink. Nu blev jeg bare siddende på stolen og så hende gå sin vej. Hun så sig tilbage, skuffet.

Jeg lod kaffen blive kold, mens jeg gennemlæste næsten hver eneste artikel i bladet, og så rejste jeg mig for at gå. I spejlet bag kassen så jeg ud som om, jeg var døende. Jeg aner ikke, hvad det var, pigen i pelsen, havde smilet til.

Servitricen indhentede mig, mens jeg var ved at knappe jakken.

"Jeg står i telefonbogen," sagde hun. "Du kan ringe til mig når som helst."

Jeg smilede til hende med. Jeg kendte ikke hendes efternavn, men jeg skulle heller ikke ringe til hende. Da jeg vendte mig bort, blegnede mit smil, og jeg gik ud på gaden.

.

Da jeg vågnede næste dag, var det gråt og regnede, en vedvarende, silende regn. Jeg vidste, at jeg var strandet indendørs den dag. Det meste af morgenen blev jeg i sengen, mens jeg lovede mig selv, at jeg ville stå op, men uden at finde en reel grund til at gøre det. Jeg lå i sengen og drømte om pigen, drømte at vi begge to var puttet varmt i hendes pels, da telefonen ringede. Det var Ritchie, som havde overtaget mine projekter, da jeg var nødt til at forlade firmaet.

"Michael," sagde han. "Hvordan har du det?"

"God nok," sagde jeg og satte mig op i sengen.

"Hør," sagde han. "Kan jeg komme forbi i dag? Jeg har nogle spørgsmål om Miller projektet. Hvad skal det fjollede spir være godt for? Jeg kan ikke forstå halvdelen af det, du skrev."

"Kom herover," sagde jeg. "Jeg skal forklare dig det hele."

"Desuden," sagde han. "Jeg skal også låne din firmaoversigt. Jeg må se mig om efter et andet job. Jeg hader det her arbejde."

"Du kan bare få den," sagde jeg. "Du skal bare ikke lave om på bygningen."

"Det gør jeg heller ikke, bortset fra at jeg fjerner det fjollede spir."

"Du skal ikke fjerne spiret!" sagde jeg. "Lad det være!"

"Er du hjemme i dag?" spurgte han.

"Hele dagen," sagde jeg. "Kom bare over."

Et kvarter senere ringede telefonen igen. Jeg håbede, det var Ritchie der ringede igen, så jeg kunne få ham til at tage noget mad og en avis med på vejen. "Hallo," sagde jeg.

"Det er Esther," sagde hun.

Hun havde en vidunderlig stemme i telefonen. Den lød som stemmen hos en langt flottere pige.

"Jeg fandt dig i telefonbogen. Jeg håber ikke, du har noget imod, jeg ringer," sagde hun. "Jeg var bange for, at jeg ikke skulle se dig mere. Kommer du ned til restauranten i dag?"

"Det kan jeg ikke," sagde jeg, alt for overrasket til at snyde. "Jeg er syg."

Hun gav et lille gisp. "Har du fået den forkølelse, den forkølelse der er i omløb?" spurgte hun. "Har du en smertende fornemmelse i hovedet?"

"Ja," sagde jeg og prøvede at gøre samtalen kort.

"Sådan har alle det," sagde hun. "Lad mig komme over med noget suppe til dig. Du skal ikke selv lave mad, så smitter du bare dig selv. Hvor bor du?"

Jeg lod hende komme ene og alene fordi jeg ikke var i stand til at købe ind selv sådan en dag, og jeg havde ikke lyst til at give bybudet vanvittige drikkepenge.

I samme øjeblik hun trådte ind ad døren i en ternet gammel frakke, huskede jeg hvem hun var. Hun havde været en af hjælperne i Catering Service, en af de piger der skulle sørge for at tjenerne hele tiden havde friske hors d'oeuvres og rene glas. Da vi opdagede, at hun kunne lide mig, spillede vi hende nogle skrækkelige numre ud. Vi plejede at klippe bundter af hendes hår og smutte dem ned i hendes uniformslomme, putte knuste lampepærer i hendes isspand, gemme hendes frakke - denne frakke - så hun ikke kunne komme hjem. Et øjeblik spekulerede jeg på, om hun var kommet for at hævne sig som i en eller anden B-film. Men af det rene smil på hendes ansigt kunne jeg se, at sådan var det ikke.

"Det er rart at se dig igen," sagde hun og tog en papirspose op af sin rygtaske.

"Er det suppe?" spurgte jeg dumt.

"Jeg tog ingredienserne til suppe med. Jeg laver det her, så det bliver rigtig frisk. Hvor har du køkkenet?"

Jeg viste hende ud i køkkenet, viste hende potter og pander, og så på mens hun pakkede ud. Nederst i posen var der et par videobånd. "Se hvad jeg har taget med," sagde hun. "Nogle Marx Brothers film." Hun smilede op til mig. "Jeg hørte dig engang fortælle nogen, at du godt kunne lide Marx Brothers film."

For fem år siden, på college, kunne jeg muligvis lide Marx Brothers film. Men hun havde travlt i køkkenet, så jeg satte mig på sofaen og puttede den første kassette i maskinen.

Inden længe drev duften af grydesteg og løg ud fra køkkenet og gjorde mig vidunderlig sulten. Så snart suppen småkogte, kom hun ud og satte sig ved siden af mig i sofaen, og i løbet af et øjeblik grinede vi begge to over filmen. Jeg kunne åbenbart stadig lide Marx Brothers.

Efter filmen var slut sad vi, underlig akavede, og så rulleteksterne.

"Jeg har tænkt meget på dig," sagde hun pludselig.

"Så nu prøver du at uddrive mig?" spurgte jeg spøgefuldt.

"Hvad?"

"At få mig ud af hovedet?" sagde jeg.

"Åh nej, jeg holder af at have dig der," sagde hun. "Du vil altid være der."

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, skønt jeg engang havde været vant til at høre den slags ting fra kvinder. Hun havde rejst sig for at sætte den anden film i, da telefonen ringede igen.

"Hej," sagde Ritchie. "Jeg er lige i nabolaget. Jeg ér på vej."

Jeg så på Esther henne på sofaen, elendigt klippet og i en rakket gammel sweater, grinende da Harpo båttede i sit horn. Jeg kunne ikke have hende i huset, når Ritchie ankom.

"Fint," sagde jeg. "Jeg sidder alene her."

Jeg gik tilbage til sofaen.

"Jeg har det pludselig meget skidt," sagde jeg til Esther. "Jeg bliver nok nødt til at være alene.

"Åh det er synd!" sagde hun. Jeg spejdede efter antydning af mistanke i hendes blik, men der var intet. "Jeg ved hvordan det er at være syg."

"Ja," sagde jeg.

"Kan du selv øse suppen op?" spurgte hun. "Brug en langskaftet ske, så du ikke smitter dig selv."

"Det var en god idé," sagde jeg.

Jeg hørte hende lyne rygtasken uden køkkenet, mens jeg så på den anden film uden at more mig. Ude ved hoveddøren prøvede hun at omfavne mig, men jeg trak mig tilbage.

Af en eller anden grund dukkede Ritchie aldrig op. Jeg tilbragte resten af dagen alene, mest med at stirre ud af vinduet, mens jeg tænkte på spir og Marx Brothers og på regnen.

.

Det var morgen da dørklokken ringede - hvad tid ved jeg ikke, eller hvilken dag. Jeg rejste mig ikke for at åbne. Jeg har alt for tit trukket mig selv op fra sofaen og ud til døren eller til telefonen i det håb at det var en af mine venner, bare for at opdage at klokken stammede fra et tv-show, og der ikke var nogen.

Det var først da jeg også hørte banken, at jeg stod op og slæbte mig hen til døren. Det var Esther. Hun havde stadig den samme gamle frakke på. Jeg var næsten glad for at se hende, skønt jeg var ked af, at jeg havde åbnet døren kun iført badekåbe. Jeg plejede at tage mig meget bedre ud, når hun så mig.

"Jeg har ventet på, du skulle komme ned til restauranten," sagde hun og hendes stemme var dybere nu, en blå-violet farve, jeg næsten kunne se. "Jeg ved desværre godt, at maden ikke er noget særligt. Jeg ville hellere have haft job et bedre sted, men jeg var bange for, at du ikke kunne finde mig så."

Jeg prøvede at smile til hende men hostede i stedet for.

"Jeg tænker hele tiden på dig," sagde hun. "Jeg ville ellers ikke komme rendende igen, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på dig. Af alle de mennesker jeg gerne ville have holdt af mig, er du den bedste."

Det gik op for mig, at hun var skør, sandsynligvis af at være så meget alene, og jeg indså at sådan var jeg selv. Lige med et begyndte jeg at hoste, og jeg kunne ikke holde op.

"Er du stadig syg?" spurgte hun. "Jeg har været så bekymret for dig, fordi jeg kunne huske, du var syg."

Jeg rystede på hovedet. "Jeg har det fint," sagde jeg og lænede mig mod dørkarmen; kunne knap nok holde mig oprejst.

"Lad mig pleje dig," sagde hun.

Jeg var nødt til at vakle tilbage til sofaen. "Det er et større projekt, end du tror," sagde jeg.

"Jeg kan godt lide at passe andre," sagde hun og fulgte efter mig. "Jeg plejede min far og min bror. Der er ingen der venter på mig mere. Jeg kan passe dig."

Jeg forsøgte at mærke min egen feber, men mine hænder var som is. Jeg sank ned i puderne og tv-et kværnede om en forskønnende shampoo, og jeg så på hende og lagde mærke til, at hun havde blå øjne. "Hvorfor kan du lide mig?" spurgte jeg.

Hun virkede overrasket, lige så overrasket som jeg selv var over at stille spørgsmålet. "Du er så charmerende," sagde hun. "Så flot og smart." Hun dækkede sit smil med hænderne. "Jeg sagde altid til folk, at du var min kæreste," sagde hun. "Der er så meget jeg må tilstå for dig."

Jeg havde ikke lyst til at høre noget, men jeg var så sulten på mange måder, og jeg vidste, hun kunne lave suppe til mig. Fra lommen i badekåben gav jeg hende penge til grøntsager. Da hun var gået, åbnede jeg vinduet og lukkede et pust af kold forårsluft ind. Så længe ingen opdager noget, tænkte jeg, kunne jeg bare ligge med lukkede øjne og lytte til den stemme. Jeg kunne lytte til den stemme i lang tid. Eller i kort tid, eventuelt.

.

Library of Congress copyright TKU539235