Sidste sommer mistede jeg mit job og mistede alle som plejede at være venlige mod mig på kontoret, og så tog alle andre væk fra byen for sommeren. Der var ikke andet tilbage end mig i min lejlighed og lugten af tjære, som nåede helt op til femte etage, hvor jeg boede.
Det var dengang jeg begyndte at lytte til baseball-kampene hver aften. Holdene blev mit eneste pålidelige selskab: Wade den kønne griber og Mike den super cool markspiller mellem anden og tredje base og Jim, kasteren som altid blev smidt ud af banen for at diskutere med dommerne. Jeg nød det, når de kastede sig frygtløst efter bolde, som var næsten umulige at gribe, og jeg nød den kendsgerning, at de alle sammen var venner, som gik i byen sammen, og jeg nød at lytte til dem, når de blev interviewet efter kampen, så jeg kunne finde ud af, om de var smarte og havde sans for humor. Hele den sommer tænkte jeg på baseball, lyttede til baseball, og der var baseballspillere i mine drømme.
Min bedste ven Berty kom tilbage fra Californien tidligt i september, efter at holdet var ude af mesterskabs turneringen og Wade var blevet skadet, og jeg havde et temmelig fast midlertidigt job, så min entusiasme for baseball var falmet en smule. Berty lyste over sin første rolle i en film, og desuden havde han tilmed fået en ny ven.
Jeg kom aldrig til at møde vennen, som arbejdede på en detektiv-serie ude i L.A., men jeg er sikker på, at han så ud lige som Berty, tynd og med en firkantet hage og energisk. Berty gik altid ud med fyre, der lignede ham selv på en prik. I de fem år der var gået siden vi forlod teaterskolen, havde Berty mødt en masse mennesker, fordi han gik til optagelsesprøver alle vegne for enhver rolle, der var ledig, mens jeg tillod mig den luksus at vente, for til forskel fra Berty skriver jeg godt nok på maskine til at kunne leve af det.
Berty og jeg spiste sammen næsten hver aften og talte om teatret og om Bertys vidunderlige ven. Vi mødtes også nogen gange ude i byen, selv om jeg følte mig lidt dum over at gå med på barer og til fester, hvor alle andre var bøsser der var ude for at møde andre bøsser. Jeg gik som regel med som Bertys date, fordi hans kæreste altid var på rejse. På en måde var vi et par; vi havde en skør form for intimitet. Men Berty syntes at gå ud fra som givet, at han altid ville være den med kæresten, mens jeg altid ville være den der lyttede til alle historierne.
...
...
.
På et tidspunkt kom vi
såtæt på hinanden, at jeg kunne fortælle ham , hvordan jeg
havde det med baseball.
"Jeg kan godt lide ham der Wade," sagde jeg uden at komme ind på, at jeg aldrig havde mødt ham.
"Wade?" sagde han og lo. "Du skal ikke komme til mig med problemer med en Wade. Jeg mener, Wade. Du skulle have vist bedre så snart, du hørte hans navn. Det var vel det første, han sagde til dig."
"Altså, jeg har ikke mødt ham endnu," sagde jeg. "Han spiller baseball."
"Godt, lad endelig være," sagde han og kyssede mig på kinden. "Hvis du ikke møder dem, kan de ikke gøre dig fortræd."
Når vi havde spist, gik jeg hjem og drømte om Wade, underlige drømme. Vi var kærester selvfølgelig, men hvad enten vi gik i skoven eller spiste i stearinlysenes skær, eller rullede hedt i sengen, såvar Wade uværgelig iført baseball uniform.
...
...
...
Jeg turde ikke bede Berty gå med til baseball kampene. Han var heller ikke den type. Han var yderst velklædt, og han ville ikke have ønsket at spise hot dogt udendørs.
Så da Wade blev taget af skadeslisten, begyndte jeg at gå til kampene alene. Jeg indstillede videoen før jeg gik - jeg ville have nogle kampe på lager til vinteren, ligesom børn gemmer snebolde til om sommeren - og jeg kom omhyggeligt en lille smule for sent, såbillethajerne ville være desparate for at komme af med deres loge-pladser. Så sad jeg bare og så på Wade. Det var ekstase, virkelig, at se hver en bevægelse af hans brede skuldre, hans lange ben, hans svungne hofter. Og jeg var ikke alene. Der syntes at være en masse kvinder, der var kommet for at se Wade i stedet for kampen. Det undrer mig, at han kunne kaste med al den lystenhed boblende bare nogle få skridt borte.
Som regel kunne jeg falde til ro efter kampene, men een aften kunne jeg ikke. Det skyldtes sikker ensomhed igen. Berty indøvede et eller andet middags-teater og hans ven var hjemme, så i dagevis havde jeg ikke nogen at tale med. Når man er så meget alene, kan uvirkelige ting slå rod i ens hoved. Den aften forekom det virkelig sandsynligt, at hvis jeg bare talte med Wade et øjeblik, ville vi forelske os. Eller måske ikke. Nå, men jeg havde brug for at se, hvordan han tog sig ud i almindeligt tøj. Til mine drømme, naturligvis.
Jeg måtte vente ved spillerudgangen indtil han dukkede op, vente sammen med en hel flok råsikkerhedsvagter og unger som havde grebet skæve bolde, vente mens fede markspillere og skallede gribere defilerede forbi på vej til deres over-store biler. Wade kom sidst ud, alene, med føntørret hår.
Jeg kunne ikke komme tæt på ham. Jeg stod bare der og krammede min dumme Bic pen, mens de andre kvinder drønede forbi mig. Jeg stod alene på fortovet og hadede mig selv for at være så tosset og liderlig og bange, og ønskede jeg kunne leve og ønskede jeg kunne dø, propfyldt med spænding og længsler, da jeg blev opmærksom pånogen ved siden af mig.
Jeg drejede hovedet og så en behageligt udseende fyr i hold-jakke. Han stod på parkeringspladsen, stadig med uniformshatten på.
"Vil du ha' min autograf?" spurgte han.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg rakte ham min pen og papir, og han skrev sit navn.
"Det er min første superliga autograf," sagde han og rakte tingene tilbage.
Jeg så på hans signatur, men det var for mørkt til at tyde hans navn. De andre kvinder dannede en tæt ring om Wade. Jeg kunne kun se hans isse.
"Jeg blev lige kald op i dag," sagde jakke-fyren. "Så du mit indskiftnings-løb i ottende?"
"Ih ja," løj jeg. Jeg havde ikke holdt øje med indeholdet , bortset fra at prøve at se Wade på udskiftningsbænken.
"Hør, kan du li' vand?" spurgte han mig. "Jeg er fra South Carolina, og der nede er vi virkelig vilde med vand."
"Hvad?" sagde jeg.
"Vand, strande," sagde han. "Er der strande her i nærheden?"
"Selvfølgelig," sagde jeg. Sikkerhedsvagterne var begyndt at trække kvinderne bort nu.
"Hvordan kommer jeg derhen?" spurgte jakke-fyren.
"Til stranden? Hvor bor du?"
"Jeg ved ikke, hvor jeg bor," sagde han muntert. "Et eller andet sted i nærheden. Jeg er lige kommet i dag."
Det var der jeg så på ham, virkelig så på ham for første gang. Han var egentlig pæn, skønt lidt forvirret.
"Giv mig dit nummer," sagde han. "Så ringer jeg i morgen, når jeg ved, hvor jeg bor."
Jeg gav ham mit telefonnummer for at undgå diskussion, fordi jeg holdt øje med Wades convertible på vej ud fra pladsen til motorvejen. Jeg tog undergrundsbanen hjem og så hele kampen igen på video. Jeg lagde mærke til fyren, jeg havde snakket med, kalveknæet og en smule hvalpet stående usikkert på anden base.
...
...
Næste dag kunne mit sædvanlige
vikarbureau ikke finde et job til mig. Jeg blev siddende hjemme lidt og
ventede på en opringning, mens jeg prøvede at finde ud af, hvordan
pengene skulle række til weekenden. Som regel venter jeg indtil 10
eller
deromkring, før jeg accepterer, at jeg ikke får noget og
går
ud for at få morgenmad. Den var 10.30, og jeg havde døren
åben
og stod med en affaldspose, da telefonen endelig ringede.
"Hej. Det er Dwight," sagde en sydstats-stemme.
Jeg prøvede at huske om nogen fra vikarbureaut hed Dwight.
"Du mødte mig forleden aften ved station," sagde han.
"Nåh ja!" sagde jeg.
"Jeg har fundet ud af, hvor jeg bor," sagde han. "Jeg bor i Hackensack."
"Godt," sagde jeg.
"Fortæl mig, hvor du bor, så henter jeg dig, så vi kan tage på stranden," sagde han. "Jeg skal være tilbage til slå-træning klokken tre, så vi er nødt til at skynde os."
Jeg sagde kun ja, fordi jeg vidste, at jeg skulle spise middag med Berty den aften, og jeg tænkte, at det ville være en fin historie at fortælle ham.
Dwight må have haft en rigtig god retningssans. Han holdt neden for mit hus inden der var gået femten minutter og dyttede i hornet på en sølvfarvet Jeep med meget store hjul. Vi fandt ud til stranden ved at følge skiltene. Stranden var stille og næsten øde sådan en hverdag. Vi bredte håndklæderne ud helt nede ved vandet. Jeg så, at han kikkede på mig, da jeg tog min T-shirt af.
"Du er virkelig pæn," sagde han.
"Tak," sagde jeg. Det var underligt at være sammen med en, som fandt mig tiltrækkende og var interesseret i min krop. Jeg var så vandt til at være irelevant, ubemærket, som den blinde makker i bridge.
Jeg lagde mig på ryggen og så på solen gennem mine solbriller. Det var stadig klart og vidunderligt varmt af efterår at være.
"Hvordan er Wade?" spurgte jeg.
"Ingen anelse. Han siger ikke ret meget," sagde Dwight. "Han sidder i den modsatt ende af bænken fra mig, og han sidder sådan oppe på ryglænet, lidt højere end alle andre, så det er svært at snakke med ham."
Jeg nikkede og vendte mig om på maven. Det var rart at mærke solen på ryggen og i håret. Hele den miserable sommer havde jeg nærmest ikke været uden for en dør.
"Er du servitrice?" spurgte Dwight.
"Nej, jeg er skuespiller," sagde jeg.
"Af en eller anden grund troede jeg, du var servitrice," sagde Dwight.
"Jeg er udlært skuespiller," fortalte jeg ham. "Jeg er specielt udlært i Shakespeare, men nu er jeg villig til at spille andre ting også."
"Er det noget man træner til?"
"Selvfølgelig gør man det," svarede jeg. "Der er meget teknik involveret."
"Det er ligesom baseball," sagde han.
Vi var nødt til at tage tilbage klokken to, hvilket var okay, for de unger, der havde fået fri fra skole var begyndt at rende rundt på stranden og genere os. Jeg havde det godt, og Dwight virkede også glad.
Da vi kom tilbage til hans Jeep, gik noget op for mig. "Hvis du kun har været i superligaen en enkelt dag," sagde jeg. "hvordan har du så råd til denher bil?"
"Nåh, jeg fik en fed kontrakt-bonus da jeg blev udvalgt i år. Hvis jeg kan holde gennemsnittet her oppe, er der mere hvor de første kom fra." Han startede bilen. "Ren fløde med jordbær," sagde han.
Han satte mig af ved gadedøren og kyssede mig, før han kørte igen. Det gik op for mig, at jeg ikke var blevet kysset i over et år.
...
...
....
Berty og jeg spiste sammen den aften. Han købte alle
grøntsagerne
i gourmet-forretningen, hvilket i det stille gjorde mig skide sur, fordi vi
altid deler regningen, og jeg havde kun tyve dollars til hele weekenden.
Jeg
havde bestemt ikke budgetteret med gourmet grøntsager.
Vi lavede mad i køkkenet med baseballkampen kørende på fuld drøn på tv i stuen. Wade skulle ikke slå, men jeg var glad for at se Dwight i startopstillingen selv om det var helt nede i bunden. Jeg blev ved med at forlade køkkenet med grøntsagskniven og forsøgte at få et glimt af ham. Vi var næsten færdige med maden før jeg så ham gå op til slåernes boks. Jeg kom til at grine; han var så utrolig kalveknæet.
" 'Det ham?" spurgte Berty på vej ind i stuen. "Han har en nuttet lille numse."
Jeg brød mig ikke særlig om at Berty sagde det, men jeg kunne ikke bede ham holde mund. Dwight slog en dykker lige til det andet holds midtbanespiller. De viste ham på vej tilbage til spillergraven mens han tog sin hjelm af, og man kunne se skuffelsen i hans ansigt.
"Hans frisure er rædselsfuld," sagde Berty. "Men det beviser, han er straight og at han ikke har en anden veninde. Ellers ville han se mere presentabel ud."
"Jeg tror bare hans hår er mast ned af hjelmen," sagde jeg.
Berty stod stadig og kikkede på med paletkniven fra grøntsags grillningen i hånden. Jeg ønskede, at han ville gå tilbage til køkkenet, men han var der stadig, da indeperioden var forbi, og Dwight luntede ud på banen.
"Se på hans mave!" sagde Berty. "Han ligner Dejdrengen. Hvordan kan du holde af nogen så fed? Han må have set rædselsfuld ud i badebukser."
Faktisk havde jeg ikke lagt mærke til hans krop. Jeg havde været optaget af, at han var optaget af min.
Jeg lod Berty lave resten af maden alene. En fra Royals havde slået en jordstryger til Dwight, og hjalp ham til at sende to angribere ud af spillet på een gang. "Han har alle instinkterne," sagde speakeren, "der skaber en fremragende anden-base spiller."
Jeg kunne ikke lade være at tænke på, hvor meget en fremragende anden-base spiller tjente.
Dwight ringede til mig tre dage efter. Fra Cleveland, tror jeg.
"Jeg troede, du havde glemt mig," drillede jeg.
"Umuligt," sagde han. "Men det er helt skørt i superligaen. Skal øve sig påsit sving. Må ikke bande når man er i radioen. Kan ikke slå soltomortaler på hotellet, kunne komme til skade.
"Det gør ikke noget, du ikke ringede til mig," sagde jeg.
"Men jeg har tænkt på dig. Det må du altså tro."
Hav virkede virkelig ærlig, og det gjorde mig glad. "Er der ikke en masse piger efter dig, når du er på tourne?" spurgte jeg, drillende.
"Ikke den slags piger, man har lyst til at binde sig til. Ikke nogen med hjerte," sagde han.
"Det er det mest vigtigt," lod jeg ham vide.
Jeg kunne høre temaet fra Sesame Street spille fra tv i baggrunden.
"Sæsonen næsten forbi," sagde jeg og indså, at jeg endda var begyndt at tale som ham. "Hvad skal du så?"
"Anerikke," sagde han. "Jeg har et par ugers pause, inden vinterspillet."
Det tog lidt tid, men jeg samlede modet og inviterede ham med til mine forældres sommerhus i New Jersey. Han sagde jatak, og jeg havde det rigdig godt. Men så var jeg nødt til at sige farvel, fordi Berty var dukket op på ventelinjen, ivrig efter at fortælle mig om sin nye rolle i en sæbeopera.
...
....
På det tidspunkt, vi tog af sted,
trængte
Dwight virkelig til ferie. Han havde forbedre sit slag-gennemsnit, men han
var udmattet, ikke mindst af at tale med reportere om at være
fremtidens
superstjerne på anden base. Vi pakkede hans Jeep med mad og fandt ud
til
motorvejen. Det var rart at køre med vinduerne åbne og stereoen
skruet op. Vi behøvede overhovedet ikke at sige noget.
Hvis vi havde haft radioen tændt, ville vi måske have hørt om det voldsomme stormvejr, der var på vej, men det havde vi ikke. Det var ikke før vi nåede frem og naboerne fortalte os, at en mindre orkan forventedes senere på dagen. Men da vi havde fået talt om det, bestemte vi os for at blive. Huset var solidt, vi havde mad nok - skønt det var tøet op under vejs - og ferien var kun lige begyndt.
Da telefonen ringede, troede jeg, det var min mor som var urolig for os, men nej. Det var Berty, nærmest grædefærdig.
"Det er helt forbi mellem Michael og mig," sagde han skingert. "Han har haft en elsker hele tiden i Los Angeles. Er det ikke ufatteligt! Og jeg var bare hans ventesal på østkysten.
"Det er synd," sagde jeg og havde rigtig medlidenhed med ham.
"Annie, jeg kommer ud til kysten og bor hos dig," sagde han. "Jeg har behov for at være blandt venner lige nu.
Jeg kunne ikke sige nej til ham, fordi han altid havde været så venlig mod mig, men jeg havde heller ikke fået fortalt ham, at Dwight var sammen med mig. Jeg fik heller ikke fortalt Dwight, at Berty var på vej. Det hele ville have været alt for besværligt at forklare. Jeg lavede ham bare et glas varm appelsinjuice, og han kunne godt lide det, og på et øjeblik var vi tilbage i sengen.
Da vi vågnede, var strømmen gået, og Dwight var gal, fordi han ikke kunne se slutspillene i National League. Det var allerede ved at være mørkt i dagtimerne, og det var temmelig romantisk. Vi gik op på taget og så på fuglene, der kæmpede for at flyve i de vilde luftstrømme, og Dwight holdt mig om livet, så jeg ikke skulle blæse væk.
Fra taget så jeg Berty ankomme i taxi. "Åh," sagde jeg. "Der er min ven Berty. Han skal også bo her."
"Har du også en anden fyr!" spurgte Dwight.
"Nej, Berty er ikke på den måde. Han er bare min ven," sagde jeg og kunne se, at Dwight ikke troede mig.
"Han er til andre fyre," sagde jeg.
"Åh," sagde Dwight.
Berty virkede forladt og forvirret nede i indkørslen, og jeg løb ind i huset og ned ad trapperne for at modtage ham.
"Jeg troede, du ville hente mig ved busterminalen," sagde han, da jeg gav ham et knus.
"Det ville jeg også, men Dwight ville se slutspillene", sagde jeg.
"Dwight? Baseball spilleren?" Berty satte sin kuffert. "Jeg vidste ikke, at du havde taget ham med herud?"
Det var begyndt at regne, så vi gik alle sammen ind. Stormen var virkelig et flot syn. Fra vinduet kunne vi se blade pifte ned ad vejen som riffelkugler, og regnen sejle hen over himlen i en fuldkommen vanvittig vinkel. Knopperne pånaboens roser blev flået direkte af stilkene.
"Det er noget af en storm," sagde Berty henne fra min mors gamle øreklapstol.
"Yeah," sagde Dwight fra sofaen.
Der opstod en lang, ubehagelig pause. Det var en underlig kontrast med de to siddende over for hinanden. Dwight stor og sammensunken, og Berty så tynd, med helt firkantede skuldre. Jeg lod som om, jeg var optaget af mine fingernegle.
"Jeg vil ikke påstå, jeg har mødt en baseball spiller før," sagde Berty. Han sagde det på en rigtig led måde.
"Det er i orden. Jeg har heller aldrig mødt en af din slags," sagde Dwight.
Berty rørte pressefolden i sine bukser. "Nåe, jeg ved ikke rigtig," sagde han. "Jeg har hørt et og andet om nogen af jeres slåere."
Jeg tænkte øjeblikkeligt på Wade, men holdt munden lukket.
"Jeg forstår heller ikke, hvorfor du bliver hængende her," sagde Dwight. "Jeg ville tro du hellere ville være sammen med fyre."
"Jeg er hendes ven," sagde Berty meget skarpt. "Jeg har kendt hende i lang tid. Jeg har ikke tænk mig at smitte hende med noget."
Dwight lænede sig frem. "Ikke medmindre du går i seng med hende," sagde han. "Og det vil du ikke."
"Hvilket er alt, hvad du selv er ude på," sagde Berty.
Et kraftigt vindstød fik væggene til at dirre. Et træ lige uden for huset var blevet trukket op med rode. Vi var heldige at det ikke faldt ned gennem taget.
Stormen fortsatte længe, indtil den uophørlige larm i luften mistede skarpheden. Dwight faldt i søvn, snorkende, på sofaen. Sent påeftermiddagen aftog regnen til lidt drypperi, og fugle kom frem og der var en regnbue. Berty og jeg gik en tur.
"Han er en børste," fortalte Berty. "Det ved du vel? Han har overhovedet ingen manerer."
"Jeg kan lide ham," sagde jeg uden at se på Berty.
"Tja, han kan i al fald ikke lide mig. Det er tydeligt. Han er fuldkommen intolerant."
Berty gik hurtigere end jeg, og det var svært at tale med hans ryg. "Hvis vi giftede os," forsøgte jeg at forklare. "Så ville jeg ikke behøve alle de vikarjob."
"Giftede dig med ham!" Berty standsede og så på mig.
"Jeg ved ikke," sagde jeg, men jeg vidste godt.
Vi gik tavse et stykke tid. På stranden kom vi forbi en mand med en kølekasse fuld af sodavand. Jeg købte to dåser Coke, og vi satte os på stranden og drak dem.
"Det er altså det, du vil," sagde Berty endelig. "Du vil have sex og penge. Det er det han kan give dig. Hvis det er det, du vil have."
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. En flok bier sværmede om os, summede rundt om hovederne. Jeg kunne ikke se, hvad der var galt med sex eller penge.
"Du kan ikke engang forstå, hvad jeg taler om," sagde han og gik tilbage mod huset.
Jeg lod ham gå. Jeg sad bare der og viftede en bi væk fra min Coca-Cola dåse.
Da jeg kom
tilbage, var døren til Bertys værelse lukket. Længe stod jeg og
kikkede ud af vinduet og så ænder flyve mod syd hen over den lilla
himmel. Dwight sov stadig, og jeg gik hen og lagde mit hoved på hans
mave
netop som stormen tog sit sidste åndedrag.
.
.
Har du lyst til at se en tegning?
Eller vil du se en engelsk liste over historierne?
Har du lyst til at høre engelsk oplæsning af billedteksterne?
E-mail Xander Mellish: xmel@aol.com