Den hvide by

Fotografen havde den idé, at modellerne ville være mere afslappede, hvis der var en anden pige til stede i studiet, og mere villige til at gøre, hvad han bad dem om, hvis vi tog billederne efter midnat. Men de fleste af dem var temmelig desperate og ville have været villige på et hvilket som helst tidspunkt.

Hele situationen var fuld af sølle mennesker i sølle omstændigheder, og jeg følte mig også selv temmelig sølle, så måske var jeg kommet til det rette sted. De fleste af modellerne havde ikke engang hensigter om at blive skuespillerinder; de var alle sammen ludere, eller blev det snart. De ankom til studiet, altid for sent, i store skyer af billig parfume, skrev et falsk navn på modelkontrakten og tog tøjet af. Vi lagde ud med de mere uskyldige optagelser til forsider; model holder nissedukke til decemberudgaven, model holder lettere slatten badebold til juli-nummeret. Så, mens jeg justerede reflektorerne og radioen, gik vi over til de optagelser, som aldrig holdt op med at gå mig på. Jeg plejede at stirre på væggen eller ned i gulvet, mens jeg lyttede til de rædselsfulde, falske komplimenter, som fik pigerne til at smile hele vejen igennem.

Det var et underligt, bagvendt liv; nætter at uvirkelig travlhed i en stille by, og blanke dage sovet bort. Jeg ringede aldrig til nogen, og ingen vidste, hvor jeg var. Når jeg ikke kunne sove, lå jeg i sengen og komponerede mentale breve til alle jeg hadede, til mine forældre for at planlægge sådan et åndssvagt bryllup, til min kæreste for at have forladt mig, til alle som nogen sinde havde set os sammen og troet, vi var forelskede. Eller jeg stod op og tog et brusebad, hvor jeg uvilkårligt begyndte at græde, lukkede for vandet og krøb snøftende sammen i hjørnet, indtil jeg på et eller andet tidspunkt kom til mig selv og opdagede, at jeg sad nøgen på fliserne med håret tørret i spiraler.

I evigheder, når jeg trængte til, at nogen holdt om mig, var der ingen overhovedet.

.

.

.
Den aften, jeg mødte Lily, havde jeg planlagt at pjække fra arbejde. Det sneede, og jeg havde haft onde drømme hele dagen om en pige, vi havde fotograferet natten før, en pige, der var dukket op med så meget øjensminke, at jeg først troede, hun havde solbriller på. Det tog næsten en halv time at skrubbe møget af, og inden under fandt jeg to friske sæbeøjne.

Jeg havde mest lyst til at gå, bare gå rundt i de nattetomme gader og prøve at glemme ting. Men jo mere jeg gik, jo flere juledekorationer så jeg, som mindede mig om hvor vidunderlig ferien havde været sidste år, og hvordan jeg denne jul skulle have været en gift kvinde. Så, for at glemme min tur, gik jeg på arbejde trods alt.


.
.

Men så snart jeg atter var hjemme og alene igen, drev alt tilbage i mørket. Jeg tilbragte julen i min lejlighed; ringede ikke til mine forældre. Alt hvad jeg kunne tænke på var tabet af den mand, som skulle have elsket mig; som jeg skulle have giftet mig med. Jeg købte aviserne af og til, bare for at læse hans horoskop; bare for at finde ud af hvad han lavede, hvor han så ellers var.

.

Den aften, hun kom tilbage, sneede det temmelig kraftigt, og jeg tvivlede på at modellen overhovedet ville vise sig. Vi lavede badetøjsbilleder, og de gav ikke så meget.

Men jeg kom ud i forkontoret, og der var hun. Hun stod bøjet og gennemsøgte sin taske, og jeg genkendte hende på håret, der dækkede hendes ansigt.

"Lily?" sagde jeg.

"Hej. Jeg leder efter nogle vingummier," sagde hun. " Hele bunden af tasken flyder med vingummier." Hun kikkede op og smilede. "Man kan bruge de bløde som læbestift, ved du nok, hvis man bider dem midt over."

"Jeg er glad for, du kom tilbage," sagde jeg.

Et øjeblik efter kom hun ud i en lille pink badedragt, og jeg snappede efter vejret. Hun så helt anderledes ud nu; jeg tror, hun havde taget lidt på, og det var nydeligt. Hun var blødere, mindre blændende, sødere. I starten prøvede jeg at være den bedst mulige assistent, flyttede lamper igen og igen for at gøre lyset mest muligt flatterende, men efter et stykke tid faldt jeg i staver og stod bare og så på hende. Hun var virkelig en skønhed. Jeg kunne ikke få nok at af se på Lily.

Bagefter lod jeg hende vente på betalingen indtil jeg var færdig med at pille udstyret ned og indsamle filmrullerne. Jeg fulgte hende ned ad trapperne til gaden, hvor snedriverne var blevet dybere og himlen var orange af byens lys, der blev kastet tilbage fra sneen.

"Må jeg følges med dig?" sagde jeg.

"Selvfølgelig," sagde hun. "Jeg skal ikke noget."

Hun begyndte at gå nordpå i retning af min lejlighed, men jeg ville have fulgt hende hvor som helst. Under snelaget virkede byen elegant og uforstyrret. Den virkede som en by, jeg aldrig havde været i, en hvid by, et fredeligt, uskadeligt sted.

Vi stoppede ved hjørnet af ejendommen hvor jeg boede, og jeg stod ubeslutsom et sekund. Jeg ville gerne invitere hende hjem, hun måtte ikke lade mig alene tilbage, men af en eller anden grund kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke bede hende om at gå med alene af medlidenhed.

"Hvor skal du hen?"

"På bar, tror jeg," svarede hun. "Jeg kan som regel at møde nogen på en bar og få et sted at være."

"Du kan være hos mig," sagde jeg til hende. "Jeg mener, jeg ved ikke om lejligheden er ryddelig nok. Jeg ved ikke om det betyder noget."

"Ikke for mig," sagde hun.

Mit hjerte hamrede mens jeg fulgte hende op ad trapperne. Jeg fumlede med låsen. Hun kom ind og kikkede lidt spørgende på min sammenflikkede barre, før hun smed sin frakke hen over den.

"Du har taget lidt på, siden jeg så dig sidst," sagde jeg.

"Jeg boede lidt hos en mand, der solgte tærter og den slags ," sagde hun.

Jeg forsøgte at rydde lidt op i lejligheden mens hun var ude i badeværelset. Hun tog et brusebad i noget der lignede en evighed, og kom bagefter ud i min badekåbe, hvilket fik hende til at ligne mig lidt. Jeg gav hende det eneste mad jeg havde i køleskabet, nogle småkager og nogle gamle asparges, men hun spiste dem som om hun havde sultet.

"Kan du lide den slags arbejde her?" spurgte jeg. "Den slags ting vi laver i studiet?"

"Det er godt nok," sagde hun med mad i munden. "Pengene er gode nok, og jeg kan gøre det hvornår jeg vil. Der er ingen der forlanger, jeg lover dem noget."

"Der var faktisk en af vores modeller, der endte i Penthouse, og de betalte hende en hel masse penge," fortalte jeg. "Du kan tjene virkelig meget, hvis du er heldig."

"Åh, jeg er aldrig heldig," sagde hun og smilede.

I spisekammeret fandt jeg en pakke havregryn og tog den med over til bordet.

"Jeg plejede at synes, jeg var heldig," sagde jeg. "Jeg skulle giftes."

Lily spiste, tyggede knap nok den ene mundfuld før hun tog den næste.

"Jeg troede vi skulle rejse. Jeg troede vi skulle bo i et stort hus. Alle fortalte mig, at alt nok skulle gå godt," sagde jeg. "Det er ikke rigtig. Ingenting bliver til noget overhovedet."

"Vi boede altid i et lille hus," sagde Lily.

Jeg kikkede ud af vinduet og kunne se solen stå op udenfor. Jeg rejste mig og slog sovesofaen ud og redte sengen med et par tæpper fra min egen seng.

"Jeg er inde ved siden af, hvis du har brug for noget," sagde jeg. "Jeg lader døren stå åben."

"Du mener, jeg har sengen her helt for mig selv?"

"Det er vel i orden?" spurgte jeg.

"Jeg har ikke haft en seng for mig selv i lang tid," sagde hun. "Der er så meget plads."

Jeg gav hende en af mine T-shirts som nattrøje og gik i seng i mit eget værelse og lod hende om at slukke lyset. Jeg lyttede et stykke tid til stilheden i lejligheden; den lød anderledes nu hvor nogen var der.
.
.

Efter et stykke tid stod jeg op og smuttede ud og købte morgenmad, og jeg kan huske, at solen skinnede udenfor. Sneen i gaderne var ved at smelte, udtrådt af horder af folk på indkøb. Jeg så frem til at vække Lily, men da jeg kom tilbage var hun allerede oppe. Hun sad i vindueskarmen med en af mine sweatre på.

"Er du stadig sulten?" sagde jeg, pludselig sky igen.

"Nemlig," sagde hun, og hun smilede. Det var som om, hun altid havde smilet.

Jeg gav hende hele posen med morgenbrød og satte mig i den anden vindueskarm og kikkede ud på gaden. Jeg havde faktisk ikke tilbragt så meget tid i min lejlighed, mens solen var oppe. Jeg lænede mig tilbage og fik øje på små lyscirkler, der legede i værelset, og det tog mig et stykke tid at indse, at det var solen der spejlede sig i glasset på mit ur.

"Masser af trafik i dag," fortalte jeg den spisende Lily. Jeg spekulerede på om min mor ville komme til byen til vinterudsalget.

Vi sad i lang tid, kikkede ud af vinduet på folk der gik forbi.

"Hej, jeg kender den fyr," sagde Lily pludselig. Hun kikkede ud på en eller anden på gaden, og hun lo. Jeg kunne ikke lade være med at le over hendes latter, fordi jeg kunne gætte hvordan hun kendte ham.

"Hvordan kan du gå hjem med alle de fyre?"

"Det er godt nok," sagde hun. "De er kun ude efter én ting. Det er okay, hvis de bare er ude efter én ting. Det er kun noget møg hvis de begynder at tale om kærlighed eller noget."

"Du kunne blive her, hvis du ville," sagde jeg. "Det ville være rart at have nogen i nærheden."

"Klart," sagde hun. "Jeg kunne være her ind imellem. Det ville være fint at have et sted, hvor jeg vidste, jeg kunne være."

Jeg havde det bedre end længe den dag sammen med Lily, mens vi betragtede den travle by gennem ruden. Biler krydsede ind og ud i perfekte, sammenvævede mønstre, og bitte små flyvemaskiner fløj hen over himlen. Dagens verden, solskinnets verden, var dejlig. Jeg havde glemt alt om den.
.
.

Det kedelig var, at hun ikke have lyst at vente hjemme, når jeg var på arbejde, og hvis hun gik ud, havde hun ikke lyst at komme hjem. Hun ville blive ude hele natten nogen nætter, drive rundt fra bar til bar, hænge med skarn, som hun altid havde gjort. Jeg ville ikke have, hun var sammen med de mennesker, talte med dem, var venlig over for dem. Men jeg kunne aldrig råbe ad hende, når hun smilede. Når hun var hjemme, var alt vidunderligt. Og alligevel blev det sådan, at det første jeg tænkte, når jeg vågnede var: Er Lily her? Grunden var naturligvis, at det var hun som regel ikke.

Faktisk vækkede hun mig af og til med sine forsøg på at komme ind. Hun havde aversion mod låse og nægtede at gå med det sæt nøgler, jeg gav hende. I stedet buldrede hun bare på døren til jeg vågnede, nogen gange bare et par timer efter jeg var taget fra arbejde og kommet hjem for at sove uden hende. Gabende ville jeg stå op og lave morgenmad til hende, og hun ville fortælle for mig, skrækkelige historier om sange fra jukebokse og mænd som havde drukket øl gennem næsen. Til sidst ville jeg gå tilbage i seng mens hun sad i mit tøj og læste sine nye tegneserier, og når jeg vågnede ville døren være ulåst og hun ville være forsvundet igen. Det forekom ellers ikke urimeligt, at hun skulle have lyst til at være sammen med mig, især ikke når jeg havde været alene så længe.

Jeg begyndte at købe gaver for at få hende til at blive længere hos mig. Jeg købte hårbånd, billig læbestift, flere tegneserier, en appelsinlikør, jeg havde set i en delikatesseforretning. Da hun begyndte at komme mindre og mindre hjem, hobede alle mine gaver sig op i hendes værelse. Jeg plejede at gå ind og se på dem og rykke rundt på dem, eller jeg sad på hendes seng og fiskede løse hår fra hende op fra hovedpuden.

Hun havde været borte det meste af en uge, da jeg åbnede appelsinlikøren og begyndte at drikke den selv.

Det var en smuk, varm aften, kan jeg huske; forår. Jeg lukkede hende ind, og hun styrede direkte mod køleskabet. Jeg vaklede tilbage til sofaen. Stilheden mellem os lød forkert igen.

"Hvor har du været?"

"Ikke så langt væk," sagde hun. "Jeg mødte nogle mennesker."

Jeg kunne ikke få et ord frem.

"Jeg mødte en fyr, der sagde han underviste i seksuallære i gymnasiet. Man regner vist ikke med at den slags går på bar, vel? Selvfølgelig, da jeg gik i skole, brugte jeg mest tid ude på parkeringspladsen."

Jeg var temmelig fuld tror jeg, og jeg gemte ansigtet i hænderne. Det var nu jeg skulle finde de rigtige ord, det var nu jeg skulle sige dem, det var nu jeg ikke skulle miste hende, som jeg havde mistet alt andet.

"Jeg vil have du bliver her," sagde jeg. "Bliv her."

"Jeg er her jo nogen gange," sagde hun. "Det er rart at vide, jeg altid har det her."

"Bliv hos mig hele tiden," sagde jeg, og nu græd jeg.

Hun lænede sig lidt væk fra mig, og hun droppede gaflen ned i en æske kinesiske nudler, hun spiste af, og hun satte foden ned på gulvet.

"Jeg troede, det ville være noget andet med en dame," sagde hun.

Hun fortalte mig, jeg var fuld og at hun ville hente noget kaffe til mig; jeg gav hende tyve dollars, og da hun gik lukkede jeg døren bag hende. Jeg låste døren for at vise hende jeg kunne, for at vise hende at jeg ikke altid ville være den som ingen ville have. Jeg låste hende ude, inden jeg satte mig til at vente på at hun kom hjem.

Men jeg var beruset og faldt i søvn. Jeg ved ikke om hun kom tilbage. Det er muligt hun kom tilbage, opdagede hun ikke kunne komme ind og tænkte jeg ikke elskede hende som jeg sagde jeg gjorde. Jeg drømte, at det var, hvad der var sket, men måske var det bare en drøm. Jeg ved ikke om hun overhovedet kom tilbage.

Jeg ønsker, jeg kunne starte fra begyndelsen igen, inden lidelse og skuffelse begyndte at indhente mig. Jeg ønsker mig tilbage til den hvide by, hvor alle kunne begynde forfra uden sår eller smerte eller ar. Møde hinanden friske, som nyfalden sne. En ægte nytårs dag.

Jeg køber avisen hver dag, bare for at se Lilys horoskop.

.

Library of Congress Copyright TU686908